Hedeland Naturpark danner traditionen tro rammen om første etape af en serie på fem crossløb, der afholdes rundt omkring på Midt- og Vestsjælland. Sidste år deltog op mod 600 løbere, som udfordrede sig selv i det kuperede terræn og holdt formen ved lige gennem vintermånederne.
En varieret rute i Hedeland
Crossløbene er et samarbejde mellem DGI Midt- og Vestsjælland og fem forskellige løbeklubber. Fløng Kondi er vært d. 14. november og har planlagt ruterne, som tager deltagerne igennem Hedelands varierede landskab – inklusive den berygtede skibakke, der kan tage pusten fra de fleste.
Vi glæder os endnu engang til at byde løbere velkommen i vores fantastiske terræn i Hedeland. Vi har tilrettelagt ruterne, så løberne kommer igennem lidt af hvert for eksempel brede grusstier og single track samt gennem skov, krat og over store åbne vidder og selvfølgelig den legendariske skibakke. Vi garanterer en superfed løbeoplevelse, fortæller Lars Jespersen fra Fløng Kondi, der står bag ruteplanlægningen.
Alle kan være med
Deltagerne kan vælge mellem tre distancer på 3, 6 eller 9 km, så der er udfordringer for både nybegyndere og erfarne løbere.
Crossløbene samler en bred og mangfoldig gruppe af løbere. Her er plads til dem, der aldrig har prøvet at stille til start til et motionsløb før, og til dem, der går efter en god tid. Vi har deltagere i alle aldre – fra børn under 11 år til løbere over 80 år, fortæller Alexander Krümmel, konsulent i DGI Midt- og Vestsjælland.
For at skabe god plads på ruterne sendes deltagerne på 6 og 9 km afsted i heats, hvor de hurtigste løbere starter forrest. På 3 km-distancen starter alle deltagere samtidig.
Det kræver ikke særligt udstyr at være med i crossløbene, men en god investering er et par trailsko, der kan gøre det nemmere at komme gennem årstidens smattede og glatte terræn.
Tilmelding
Der er stadig mulighed for at tilmelde sig online eller på dagen. Online tilmelding foregår via https://www.sportstiming.dk/event/19119
De fem løb
Crossløbet i Hedeland er første af fem løb i denne serie, som afvikles på følgende datoer:
-
afdeling: Lørdag 14. november 2026, Hedeland Naturpark, Hedehusene
-
afdeling: Lørdag 5. december 2026, Nordskoven, Haslev
-
afdeling : Lørdag 16. januar 2027, Det Hvide Spor, Hvalsø
-
afdeling: Lørdag 6. februar 2027, Knudskoven, Holbæk
-
afdeling: Lørdag 6. marts 2027, Nørager Gods, Ruds Vedby
Tid og distancer
Kl. 09.30: Eftertilmelding og afhentning af startnummer i løbsteltet fra kl. 09.30.
Kl. 10.30: Ca. 3 km (tidsgrænse 40 min.)
Kl. 11.15: Ca. 6 km og ca. 9 km (i grupper á ca. 50-100 løbere, de hurtigste forrest)
